Når eleverne starter på Privatskolen Als i 0. klasse bliver de i løbet af førskoleprogrammet (1. marts-31. juni) delt ind i A. og B. klasser. Pædagoger, børnehaveklasseledere og ledelse foretager denne fordeling, og melder den ud til forældrene inden eleverne går på sommerferie. Disse klasser fortsætter sammen op til og med 6. klasse. Klasserne arbejder på tværs af årgangen så eleverne lærer hinanden godt at kende. Forældrene bidrager også med årgangsarrangementer, så forældrene lærer hinanden at kende på tværs af klasserne.

På Privatskolen Als blander vi klasserne på ny, når de starter i 7. klasse. Vi har gode erfaringer med at etablere nye grupper for eleverne, når de skifter til udskolingen.

Hvorfor gør vi det?

  • Eleverne får nye relationer og holdninger til hinanden
  • Nye venskaber og arbejdsfællesskaber
  • Alle eleverne kender hinanden i forvejen på årgangen, og de får erfaring med at starte på noget nyt i trygge og velkendte rammer
  • Eleverne udvikler sig i forskellige tempi i puberteten og får mulighed for nye vennerelationer med andre i samme fase som dem selv
  • Nogle kan være fastlåst i en rolle de ikke bryder sig om, så de får mulighed for at definere sig i nye roller i klassen og med ny plads i klassens hierarki
  • Klassedynamikken brydes op og eventuelle dårlige relationer brydes
  • Eleverne får nye venner og nye øjne på dem hver især
  • Nye samarbejdsmuligheder med andre elever i fagene, nye indsigter, ny inspiration, større faglig indsigt
  • Gruppearbejde med andre elever med andre erfaringer
  • Eleverne oplever andre måder at forstå undervisningen på, andre perspektiver og vinkler
  • Eleverne oplever at det er sundt at blive forstyrret, så de ikke kører fast i det gamle

Hvordan gør vi det?

Vi involverer eleverne og forældrene i processen. I 6. klasse inviterer vi til et ekstra forældremøde inden jul, hvor vi skitserer forløbet.

Eleverne vil i 6. klasse opleve at nogle timer samlæses på tværs, ligesom de vil opleve at blive delt ved fagdage og emneuger, så de lærer hinanden bedre at kende.

Elev til elev: Vi inviterer elever fra udskolingen ned i 6. klasse for at fortælle om hvordan det var for dem at blive blandet, for at dæmpe elevernes nervøsitet. Eleverne får mulighed for at stille spørgsmål til de større elever.

I foråret bliver eleverne bedt om at udfylde ønsker til kommende klassekammerater. Dette gøres hjemme sammen med forældrene, for at sikre at ønskerne ikke bliver skrevet åbent i klassen. Herefter går lærerteamsene i gang med at danne nye klasser i samarbejde med ledelsen.

Et par uger inden sommerferien får eleverne de nye klasser at vide, og kan derefter begynde at glæde sig til nye venskaber på tværs. Når eleverne begynder i 7. klasse kender de hinanden i de nye klasser, de ved hvilket lokale de skal være i på skolen, og de kommer afsted på lejrskole i starten af skoleåret, hvor de bliver rystet godt sammen med hinanden og deres nye lærere.

Hvordan forholder forældrene sig?

Det er vigtigt at I forældre har tillid til skolen og til lærerne i denne proces. Hvis I har et barn der er særligt sårbar i denne proces, så tag straks kontakt til klasselæreren og aftal, hvordan vi kan støtte og hjælpe jeres barn.

Den måde I omtaler skolen, de andre elever på årgangen og skolens ansatte på derhjemme, har stor indflydelse på den tryghed vi gerne vil skabe om processen. Hvis I er nervøse for hvordan det skal gå med skiftet til 7. klasse, så tal med klasselæreren om det.

I kan bakke op om skolen ved at:

  • Arrangere sociale arrangementer for hele årgangen
  • Arrangementer for evt. piger/drenge på årgangen
  • Forældrearrangement – ryste sammen aktiviteter
  • Omtale andre elever og forældre positivt
  • Hjælpe med at opbygge nye relationer på tværs gennem legeaftaler m.m.
  • Samarbejde med hinanden på årgangen
  • Hjælpe hinanden med at skabe nye fællesskaber

Hvordan gør vi med de nuværende elever?

Nuværende 4. klasse er den sidste årgang der mangler en B-klasse. Derfor blander vi denne årgang når vi åbner en ny 5. klasse til skoleåret i august 2025-2026. De bliver derfor ikke blandet i 7. klasse. Overvejelserne bag dette, er at vi ønsker at skabe en kultur i begge klasser, som bygger på Privatskolen Als værdier. Både elever og forældre er vigtige ambassadører i dette, og derfor deles de med de nye der kommer ind til august 2025.

De nuværende 5. klasser er blandet ved nyt klasseoptag i midten af 4. klasse sidste år. De skal derfor ikke blandes i 7. klasse.

De nuværende 6. klasser er ikke blandet, og bliver blandet når de kommer i 7. klasse i august 2025. Ovenstående tekst forklarer overvejelserne bag dette.
Eleverne i indskolingen, har været 2 klasser fra skolestart i 0. klasse, og skal derfor blandes når de skal i 7. klasse.

Hvordan blander vi klasserne fremadrettet?

Når eleverne når til slutningen af 6. klasse, så danner vi to nye klasser ved at blande årgangen.

Proceduren for dette ser således ud:

  • Uge 37-15 ugentlige fælles timer på årgangen, hvor eleverne er blandet. Idrætstimerne er også fælles for årgangen.
  • I foråret har vi emneuge hvor 6. årgang arbejder på tværs af klasserne, for at lære hinanden bedre at kende.
  • I foråret har vi besøg af tidligere elever som fortæller om deres erfaringer med nye klasser.
  • Uge 18 afleveres ønsker til klassekammerater til klasselæreren. Hver elev har 4 ønsker (1 dreng og 1 pige fra hver klasse) Vi tilstræber, at eleven får mindst et ønske opfyldt. Klasselærerne melder ud til forældrene, når det er tid til at ønske.
  • Uge 19-22 lærerteamet på årgangen og ledelsen danner de nye klasser ud fra elevernes ønsker, og ud fra pædagogiske overvejelser som bunder i både faglige og sociale kompetencer, fællesskaber og trivsel.
  • Uge 23 offentliggøres klasserne til elever og forældre.
  • Uge 24-26 forskellige sociale arrangementer i de nye klasser med besøg af de nye lærere.