Principper
Principper for badning og fritagelse fra idræt på Privatskolen Als
Formål
- At omklædning og bad efter idrætsundervisningen bliver en naturlig del af idrætsfaget.
- At eleverne udvikler et naturligt og sundt forhold til deres egen krop.
- At alle elever lærer at omgås hinanden med gensidig respekt for forskelligheder.
- At forældre er bevidste om deres rolle og ansvar i forbindelse med børnenes deltagelse i idræt.
- At ledelse, lærere, elever og forældre kender skolens retningslinjer for idrætsundervisningen, herunder omklædning og badning.
Princippet er i overensstemmelse med Folkeskoleloven, især Fælles Mål for idrætsfaget.
Omklædning og bad er en integreret del af idrætsundervisningen. Det er vigtigt, at børn og unge i skolen støttes i at opnå et naturligt forhold til deres krop og forstår, at mennesker ser forskellige ud. Desuden understøtter denne del af faget gode vaner for personlig hygiejne.
Skolens ansvar
- Tage initiativ til dialog og finde løsninger i tilfælde af udfordringer med omklædning og bad efter idræt.
- Sikre, at badefaciliteterne er vedligeholdte og hygiejniske.
- Sørge for tilsyn under omklædning og badning.
Forældrenes ansvar
- Støtte op om “Principper for badning på Privatskolen Als”.
- Deltage i en positiv dialog med skolen for at fremme en tryg og respektfuld omklædnings- og badekultur.
- Sikre, at barnet er forberedt til undervisningen. Dette indebærer, at barnet medbringer idrætstøj, indendørssko, håndklæde m.m., så det kan deltage fuldt ud i både idræt og badning efterfølgende.
Fritagelse fra idræt
En elev kan af helbredsmæssige årsager helt eller delvist fritages for deltagelse i idræt. Ved længerevarende fravær skal skolens leder godkende forældrenes anmodning om fritagelse. Ved kortere fravær kan anmodningen fremsendes direkte til elevens idrætslærer. Skolens leder afgør, hvilken form for dokumentation der kræves for at godkende fritagelsen. Normalt vil skolen kræve en lægeattest ved længerevarende fravær. Forældre kan skriftligt anmode om fritagelse ved at angive årsag og varighed.
Fritagelse fra idræt indebærer, at eleven, i det omfang helbredet tillader det, fortsat skal være til stede i undervisningen. Eleven skal medbringe idrætstøj, og læreren vil tilpasse opgaver og aktiviteter, så de er relevante og risikofrie i forhold til elevens helbred. Eleven kan for eksempel fungere som observatør, medhjælper eller dommer, så den faglige læring opretholdes.
Fodvorter
Hvis en elev har fodvorter, skal disse under behandling hurtigt muligt, ved påbegyndt behandling, kan eleven fortsat deltage i idrætsundervisningen. Hvis en fodvorte er opdaget, men endnu ikke under behandling, vil eleven kunne sidde over til idræt i samme omfang som ved en skade. Det er forældrenes ansvar at videregive denne information til den relevante lærer.
Menstruation
Nogle piger kan under menstruation have behov for ekstra tid eller privatliv i forbindelse med badning. I disse tilfælde bør idrætslæreren indgå aftaler med den enkelte pige, så badet klares på en måde, der ikke hæmmer hendes deltagelse i idræt eller bliver en begrænsende faktor.
Principper
Principper for cykling mellem Privatskolen Als og SFS-hallen
Formål
- At transporten mellem skolen og SFS-hallen bliver så sikker som muligt.
- At hver enkelt elev bliver sikker og tryg ved at færdes i trafikken.
- At alle elever lærer at cykle i række og grupper med gensidig respekt for hinandens tempo.
- At forældre er bevidste om deres rolle og ansvar for børnenes deltagelse i idrætsaktiviteter.
- At ledelse, lærere, elever og forældre kender skolens retningslinjer for idrætsundervisningen, herunder transport mellem skolen og SFS-hallen.
Skolens ansvar
- Sikre, at ved transport mellem skolen og SFS-hallen er der altid to voksne pr. klasse fra 0. til 3. årgang. Fra 4. årgang og opefter vil der være tilknyttet én lærer pr. klasse.
- Sikre, at eleverne kender den fastlagte rute, som ikke må afviges fra, og at cykelhjelm altid bæres uanset klassetrin.
- Undervise eleverne i cyklistprøven, så de lærer at færdes sikkert i trafikken. Undervisningen skal inkludere genkendelse og forståelse af relevante trafikskilte og regler for cyklister. Denne undervisning kan foregå i et tværfagligt samarbejde mellem klasselæreren og idrætslæreren.
Forældrenes ansvar
- Støtte op om “Principper for cykling mellem Privatskolen Als og SFS-hallen”.
- Deltage i en positiv dialog med skolen for at fremme en tryg cykelkultur.
- Sikre, at barnet er forberedt til undervisningen. Dette indebærer, at forældre sørger for, at barnet har en funktionsdygtig og lovlig cykel, der passer til barnets størrelse, samt en passende cykelhjelm.
Manglende cykel og/eller hjelm
- Hvis en elev ikke medbringer en egnet cykel, bliver eleven tilbage på skolen under opsyn. Eleven skal finde klassen for årgangen under sin egen, men forblive i samme spor. F.eks. skal en elev fra 6.a finde plads i 5.a. Hjemmet kontaktes med henblik på en åben dialog om situationen.
- Hvis en elev mangler cykelhjelm, skal eleven kontakte sin idrætslærer i god tid, som vil udlevere en lånehjelm.
- Hvis det opdages, at en elev ikke bruger cykelhjelm, kontaktes hjemmet.